| Sydjyske advokatfirmaer fusionerer |
| Mandag, 22. marts 2010 12:30 |
To af Sydjyllands større advokatforretninger, Buch Boje Thyssen i Haderslev og Baruah & Partnere i Kolding, fusionerer med virkning fra 1. april under navnet Buch & Baruah. Virksomheden har sammenlagt 45 medarbejdere.
- Vi ønsker at være blandt Sydjyllands foretrukne advokatvirksomheder og lægger vægt på at tilbyde værdiskabende rådgivning. Eller sagt på en anden måde: Trods regningens størrelse skal kunderne gå glade og tilfredse ud af kontoret, siger direktør Peter Engel-Andreasen, der får det administrative ansvar for virksomheden. - 70 procent af omsætningen i provinsens advokatfirmaer kommer fra det lokale erhvervsliv. Ønsker du at udvikle din virksomhed, styrke dine kompetencer og tiltrække de rigtige medarbejdere, er du nødt til have en virksomhed af en vis størrelse. Derfor har vi i første omgang bevæget os nord for Kongeåen og fundet en partner med et værdisæt, der matcher vores, fortsætter Peter Engel-Andreasen. Den 63-årige advokat Michael Baruah lægger vægt på, at han med fusionen sikrer bevarelsen af 15 arbejdspladser i Kolding, og at virksomhedens medarbejdere får mulighed for at udvikle deres kompetencer og dermed videreudvikle forretningen, der har til huse på Sdr. Havnegade. Udover erhvervsjura har virksomheden specialiseret sig i bl.a. strafferet, behandling af dødsboer og ejendomshandler. Buch Boje Thyssen’s historie kan skrives tilbage til 1912, hvor Johannes Andersen stiftede det, der dengang var det første danske advokatkontor i Tyskland. Siden er firmaet gennem en række fusioner og opkøb blevet til Buch Boje Thyssen og ejes i dag af advokaterne Jan Dall, Mogens Broe-Andersen, Susanne Vestergaard Andersen, Erik Schøt-Bæk, Jens Erik Skovvang og Frederik Gjerulff. Buch Boje Thyssen har som Baruah & Partnere et indgående kendskab til erhvervsjura. Haderslev-firmaet har stået bag en række af de senere års store virksomhedsoverdragelser og har blandt andet været juridisk rådgiver ved etableringen af DIFKO-koncernen. Historien om Baruah & Partnere går tilbage til 1948. Michael Baruah overtog virksomheden i 1975 og har udviklet den, så den i dag består af fire advokater. |

To af Sydjyllands større advokatforretninger, Buch Boje Thyssen i Haderslev og Baruah & Partnere i Kolding, fusionerer med virkning fra 1. april under navnet Buch & Baruah. Virksomheden har sammenlagt 45 medarbejdere.